Vidste du, at du med træning fundamentalt kan ændre din måde at tænke på?
En af grundstenene i positiv psykologi, handler om, hvordan vi kan påvirke vores tankemønstre og skabe mere optimisme og glæde i vores liv. Det kræver ikke store forandringer, men små vedvarende og enkle øvelser, som du kan bruge i din hverdag.
En af de mest effektive øvelser til dette er What Went Well. Øvelsen hjælper dig med at reflektere over de ting, der går godt i din dag – både store og små – og forstå, hvad der bidrog til dem. Det handler om at bevidstgøre og værdsætte det positive.
Sådan fungerer det:
Hver aften bruger du et par minutter på at tænke over tre ting, der gik godt i dag, og hvorfor de gik godt.
Se eksempel:
Hvad gik godt i dag?
1. Jeg fik afsluttet en vigtig opgave på arbejdet i god tid.
2. Jeg havde en god samtale med en ven, jeg ikke har talt med længe.
3. Jeg gik en dejlig tur i frokostpausen og nød solen.
Hvorfor gik det godt?
1. Jeg prioriterede mine opgaver bedre i dag og planlagde min tid effektivt.
2. Jeg tog initiativ til at række ud til min ven, hvilket skabte en god kontakt.
3. Jeg huskede at tage en pause fra arbejdet og nyde øjeblikket, hvilket gav mig fornyet energi.
Hvorfor virker det?
Når vi fokuserer på de gode ting, der sker i vores dagligdag, træner vi os selv i at være mere opmærksomme på det positive. Over tid kan denne vane styrke vores optimisme, mindske stress og øge vores tilfredshed med livet. What Went Well er en enkel metode til at skifte fokus fra problemer til muligheder, og den hjælper os med at værdsætte selv de små succeser, der ofte kan gå ubemærket hen.
Klar til at starte?
Prøv øvelsen alene – eller som et fælles projekt. Selvom What Went Well fungerer godt som en individuel øvelse, kan du få endnu større effekt ved at inddrage andre. Du kan prøve øvelsen med en partner, en kollega eller endda som en fælles aktivitet i dit team.
For eksempel kan I i en uge lave en “What Went Well”-væg på arbejdspladsen. Hver dag skriver I tre ting, der gik godt, på sedler og hænger dem op på væggen.
Tip: Undlad at sætte navne på, så skaber det en fælles nysgerrighed og åbenhed omkring de gode ting, der sker i løbet af dagen.