Sådan undgår du en fejlansættelse

Med en god ansættelsesproces kan du undgå fejlrekrutteringer

Fejlansættelser er dyre. Afhængig af stillingen og lønniveauet kan det let koste 50-100 % af en årsløn. Læg dertil ekstra tidsforbrug og mange bekymringer.

Nedenfor giver vi dig en række gode råd til din ansættelsesproces, så du undgår de dyre og tidskrævende fejlrekrutteringer.

 

Grundighed, jobanalyse og matchprofiler

Forberedelse og grundighed er to vigtige elementer i en ansættelsesproces. Inden du laver jobannoncen og stillingsbeskrivelsen, skal du tage stilling til, hvad og hvem virksomheden har brug for. Du kan bruge nedenstående punkter som en tjekliste på vejen mod ”den gode ansættelse”:

1. Udarbejd en jobanalyse og en medarbejderprofil

Jobanalysen er et godt redskab i en ansættelsesproces. Den hjælper dig med at afklare, hvad og hvem I har brug for, og er altså med til at definere, hvilke opgaver der skal løses, samt hvilke faglige og personlige kompetencer der er nødvendige for at løse dem. De personlige kompetencer kan være nøglen til succes i jobbet – og derfor er de også vigtige at have med. Skal den nye medarbejder indgå i et team, er det en god idé at involvere teamet, da de ofte kender de specifikke opgaver og behov bedst.

2. Lav en køreplan for hele forløbet

Sørg for, at du har en tydelig tidslinje for din ansættelsesproces. Det giver dig mulighed for at afsætte den nødvendige tid til annoncering, administration og læsning af ansøgninger og CV’er og til jobsamtaler. Den gode ansættelse er ikke venstrehåndsarbejde. Den kræver fokus, tid og planlægning.

3. Sørg for klart definerede roller i ansættelsesudvalget

Er I flere, der skal være involverede i ansættelsesprocessen? Så er det vigtigt, at I tydeligt definerer roller og ansvarsområder. Hvem gør hvad? Det hjælper jer til at holde overblikket og sikre fremdrift.

4. Lav en tydelig jobannonce

Med udgangspunkt i jeres jobanalyse skal I nu skrive jobannoncen. Annoncen skal indeholde den specifikke jobbeskrivelse, dvs. arbejdsopgaver og ansvarsområder. Den skal også fortælle, hvilke krav og forventninger I har til medarbejderen. Det gælder både faglige og personlige kompetencer.

5. Hold ansøgningerne op imod den ønskede profil

Når ansøgningerne begynder at vælte ind, har du brug for at være systematisk i udvælgelsen. Det er vigtigt, at de ansøgere, du udvælger til en samtale, også lever op til de krav og kriterier, I er nået frem til under punkt 1. Kun på den måde kan du sikre, at du får den rigtige til jobbet.

6. Sæt den nødvendige tid af til samtalen, og vær godt forberedt

Sæt rigelig tid af til samtalerne, og vær effektiv. At jappe igennem en samtale er hverken godt for dig eller kandidaten. Sørg også for at være godt forberedt. En god forberedelse betyder, at du har kontrollen og overblikket over samtalen, og ikke mindst at du kommer igennem de mange, vigtige afklaringspunkter.

7. Brug relevante tests ved anden samtale

Det er en god idé at lade ansøgeren lave de nødvendige tests, som afdækker, om vedkommende matcher den ønskede profil. Det billede kan relevante tests netop give jer. Det kan dog være svært at overskue, hvilke tests der passer til netop jeres behov, da forskellige tests afdækker forskellige områder. Her kan det anbefales at alliere sig med en professionel på området. 

8. Husk referencer

Selv om tests giver jer et rigtig godt billede af, hvilken profil ansøgeren har, er det også en god idé at indhente referencer. Referencer kan være med til at be- eller afkræfte eventuelle formodninger og tvivlsspørgsmål.

9. Sørg for den gode opstart

En grundig introduktion betyder alt for den nye medarbejder. Det giver en god opstart og sikrer succes for både organisationen og medarbejderen. Derfor: Sørg for et godt og gennemarbejdet introforløb, der passer lige præcist til det job og den rolle, den nye medarbejder skal udfylde. På den måde vil jeres nye medarbejder hurtigere føle sig sikker, hurtigere få skabt relationer i organisationen og dermed hurtigere kunne skabe og levere gode resultater.

10. Husk opfølgning efter opstart

Sørg for at afholde opstarts- og opfølgningsmøder med din nye medarbejder. Der kan ofte opstå undren og spørgsmål i begyndelsen. Opfølgningssamtaler kan være med til at skabe konsensus og få en eventuel undren ryddet af bordet.

Tjeklisten til den gode ansættelsesproces giver dig nogle gode råd til, hvordan du kommer i mål med den rigtige medarbejder. Har du brug for yderligere viden eller hjælp til at håndtere ansættelsesprocessen i din virksomhed, så tag fat i os, og få en helt uforpligtende samtale om mulighederne.

Skal vi gøre en forskel for jer?

Book en uforpligtende samtale, så vi kan finde ud af, om der er et match. 

Forløs de menneskelige og kommercielle potentialer med positiv psykologi