Verdens bedste ledelse – det er noget, du gør

Der er ingen ledere, der med vilje gør, hvad de kan for at ødelægge det for deres medarbejdere, firmaet eller organisationen. I mere end 10 år har jeg set, lyttet til og oplevet ledere gøre sig umage med ledelse ved at eksekvere, realisere, kommunikere, være agile, handlekraftige, implementere, dyrke relationer og vise sårbarhed.

 

Alligevel er der bare nogle ledere, der gør det markant bedre end andre. Og hvad er det så, de kan?

 

Ledere er først og fremmest mennesker

De succesfulde ledere er mennesker som alle os andre.

Lad os kalde dem for Maria eller Michael (M&M). De bliver syge, sure, vrede, utålmodige, frustrerede, forvirrede, forsigtige, ensomme og opgivende. Men de bliver også glade, optimistiske, nysgerrige, varme, engagerede og løsningsorienterede.

 M&M har erfaret, at det er ok at være menneske, og de ved godt, at de ikke er deres tanker og følelser. 

De får mennesker til at blomstre

Tanker og følelser er som skyer, der skygger for solen. De driver altid videre før eller siden. Men M&M sidder ikke bare og venter på bedre vejr og positive tanker og indfald. Nej, M&M ved, at negative tanker og følelser, usikkerhed og manglende tro på egne evner er noget, der altid går over igen. De ved endda, at det er noget, de selv kan styre. 

Derfor handler M&M sig ud af det og væk fra de mørke skyer. I stedet søger de mod et sted med sol og varme, så de her kan gøre den forskel, de drømmer om: Nemlig at få deres medarbejdere, firmaer og organisationer til at vokse, springe ud og blomstre som kirsebærtræerne i foråret. 

Jeg oplever, at M&M gør 5 ting, som er enkle og falder dem helt naturligt:

At lytte

Ganske simpelt: M&M formår at holde bøtte i længere tid end gennemsnittet! Og nej, man kan ikke tale og lytte samtidig. M&M sparer tid og skaber tættere relationer ved at lytte aktivt og konstruktivt til alle omkring dem. Samtidig får de en masse information om temperaturen hos den enkelte, afdelingen og i hele butikken. 

At udvise mod

Mod handler ikke nødvendigvis om at turde springe i faldskærm. M&M tør handle, også når det er svært eller ubehageligt. Mod er ikke fraværet af frygt, sunde bekymringer eller grundige overvejelser. Alligevel tør M&M handle – også selvom det betyder, at de til tider laver fejl og træffer for hurtige beslutninger. De ved godt, at selv den bedste analyse og sunde dømmekraft kun minimerer risikoen for fejl. 

At være autentisk

M&M har måske prøvet at spille spillet og leget med på at være den, som alle medarbejderne kan lide, og som behager chefen, ejeren eller bestyrelsen. Men de fandt relativt hurtigt ud af, at det ikke fungerer i det lange løb. Så M&M er sig selv – med hele pakken og alt, hvad det indebærer: At være ærlig, sårbar, stærk og tydelig i sin kommunikation og at handle efter, hvad de synes og vil. 

At udvise tillid

M&M ved godt, at kontrol blot minimerer chancen for fejl – og at det ikke giver de bedste betingelser for succes og for medarbejdere, der er max. engagerede og inddragede. Derfor gør M&M en dyd ud af at vise tillid i ord og særligt i handlinger. Også selvom andre ledere ofte og med stor autoritet fortæller dem, at det er ret naivt at stole så meget på sine medarbejdere. M&M ser det derimod som den eneste vej til engagement, tættere relationer og opgaveløsning i verdensklasse. Den tillid, som M&M udviser andre i handling, kommer i den grad igen til fordel for fælles SUCCES. 

At ville andre mennesker

M&M ser og bekymrer sig om andre mennesker. De ved godt, at de selv har en stor motor og kan rigtig meget alene, men sammen med andre kommer det hele til at gå op i en højere enhed. Det betyder, at M&M gerne omgiver sig med forskellige typer mennesker. Og det lykkes for dem at få alle til at opleve, at de bliver set, hørt, støttet og taget sig af.

 

Samtidig er der en klar retning og forventning til alle og ikke mindst til deres egen rolle i at få alle til at lykkes. M&M er overbevist om, at VI over tid er meget stærkere end selv den dygtigste i teamet.

 

Verdens bedste ledelse…

Verdens bedste ledelse handler om, hvad du gør, og ikke om, hvad du har planlagt eller tænkt dig at gøre. Den mindste lille handling slår selv den største intention…

Skal vi gøre en forskel for jer?

Book en uforpligtende samtale, så vi kan finde ud af, om der er et match. 

Forløs de menneskelige og kommercielle potentialer med positiv psykologi